Jyllinge side 3

Jeg elsker Jyllinge har altid gjort det fra den første gang jeg kom der sammen med mine forældre tilbage i 1959. Dengang var Jyllinge by for sig en gammel landsby og Nordmarken for sig som bestod af nogle få gården.

Derfor vil jeg gerne dele min historie med jer vedr. Trekantens isbod som altid blev kaldt for slikbutikken af os som boede i nærheden og dagligt kom der. Trekanten lå på hjørnet af Osvej og Nordmarksvej i Nordmarken som det hed. Hvornår Trekanten blev bygget husker jeg ikke.

Slikbutikken havde dengang kun slik og is, men især deres isvafler var der rift om. Ejerne i 1966 som jeg kom til at kende rigtigt godt var et ægtepar op i årene og som også havde en butik på Frederiksberg i København, så derfor så jeg stort set aldrig andre end konen. Vi havde meget at tale om fordi jeg selv den gang boede i København og mine forældre havde en butik der.

I en alder af 12 år blev jeg spurgt om jeg ville arbejde der nogle timer hver weekend og det sagde jeg ja til. Husker den første besked om jobbet som var “du skal bare spise alt det slik og is du kan, mens du er her”. Jeg grinte indvendigt og tænkte “det passer mig fint for jeg kan spise tonsvis”. Det skal siges jeg elskede slik og kunne spise rigtig meget. Desværre viste det sig at selv om jeg havde fået frit lejde til at spise, gjorde jeg det ikke. Følte ikke jeg kunne tillade mig det og tænk sådan en sætning, havde sat en begrænsning. Senere tænkte jeg at den sætning var nok valgt med omhu for netop at begrænse mig i at spise meget. Det var også en regel at skinnede solen, så skulle jeg tage en kæmpe isvaffel med hjem til familien og det var især min far glad for, smiler.

Konen var utrolig flink og meget nemt at snakke med og det så jeg også foregik over kunderne og måske især når de handicappede kom om sommeren. De handicappede var unge drenge som kom på ferie nede ved fjorden i et hus på bakketoppen som blev brugt som ferie sted. Der er mange sjove og gode oplevelser fra den tid, hvor de handlede kom i Trekanten.

Trekanten var også samlingsstedet hvor unge hang ud og sad og snakkede i timevis. Ingen bad dem forsvinde fordi de ingenting købte, men ejerne havde fuld forståelse for at de unge havde brug for et sted at komme. Trekanten var “stedet” hvor man kom når man i weekenden skulle snolde og når man var ude at gå sig en tur ned til fjorden med familien som regel gjorde, ja så gik turen lige forbi Trekanten og så nød vi en is eller andet på turen.

Senere blev butikken solgt fordi ejerne og mener det var manden som blev syg, så kunne de ikke klare det mere. Jeg stoppede inden de solgte Trekanten. Herefter tog den nye ejer over og så blev det lavet med grillbar osv.. Jeg synes at det hyggelige forsvandt og samværet, men sådan er det jo nok altid når noget ændres.

SIDE 1 SIDE 2 SIDE 4

SELVBIOGRAFI HOVED MENU